Login: Email  Adgangskode  Husk meg Glemt kodeord »
public: TrueSendt ut avwww.Get2Press.dk d. 4 november 2010 « Tilbake til forsiden
Politikere støtter Haveselskabets regnvandskampagne
Politikere fra en bred kreds af partier i Folketinget bakker op om Haveselskabets regnvandskampagne, som vil gøre regnvand til en ressource i haverne.
Politikere fra en bred kreds af partier i Folketinget bakker op om Haveselskabets regnvandskampagne, som vil gøre regnvand til en ressource i haverne.
Haveejere kan bidrage til at løse problemet med oversvømmede huse og veje ved at opsamle og bruge vandet til skønne regnbede og andre regnvandsløsninger i deres haver. Foto: Christian Lindgren, Scanpix

Af Gusta Clasen, Haveselskabet

Haveselskabets regnvandskampagne får støtte fra begge fløje i Folketinget. Kampagnens formål er at gøre regnvand til en ressource i haverne og samtidig løse problemet med oversvømmelser og overbelastede kloakker.

Det vinder genklang hos politikerne. Både miljøminister Karen Ellemann fra Venstre, Tage Leegaard fra De Konservative, Socialdemokraternes Mette Gjerskov og Ida Auken fra SF er meget positive overfor Haveselskabets initiativ til at gøre haver og haveejere til en del af løsningen på regnvandsproblemet.

- Haveselskabets kampagne er et rigtigt godt initiativ, som jeg støtter fuldt ud, og som viser, at andre er villige til at tage et medansvar i forhold til at løse fremtidens klimaudfordringer, lyder det fra miljøminister Karen Ellemann fra Venstre.

Haveselskabet er glad for støtten
Haveselskabets direktør Ole Münster er meget glad for støtten fra miljøministeren og de øvrige partier i Folketinget.

- Det viser, hvor vigtigt det er at inddrage haveejeren i at få løst de kæmpestore udfordringer, vi står overfor. Jeg er sikker på, at der også er bred opbakning i befolkningen til at gøre regnvand til en ressource, så vi både kan få skønnere haver og slippe for at få oversvømmet vores huse og veje med ulækkert kloakvand, siger Ole Münster fra Haveselskabet.

Regnvandsløsninger bliver den nye havetrend
Ida Auken fra SF mener, at regnvandsløsninger kan blive den nye havetrend.

- Jeg håber, at regnvandsløsninger bliver ligeså populære som samtalekøkkener. Jeg tror, at der blandt haveejere er en stor vilje til at bidrage til at løse regnvandsproblemet, men det kræver oplysning, og her spiller Haveselskabet en stor rolle. Det er nemlig vigtigt, at haveejerne får viden om, hvad de kan gøre, og hvor attraktiv en have de kan få med forskellige regnvandsløsninger, mener Ida Auken.

Æstetik er vigtigt for haveejere
Ifølge Mette Gjerskov fra Socialdemokraterne er det vigtigt, at æstetikken er i orden, hvis haveejerne skal overbevises om, at regnvandsløsninger er en god idé.

- Haveselskabet er jo optaget af æstetik i haver, og kan derfor viderebringe gode ideer og nye, kreative løsninger til, hvordan vi kan få glæde af vandet i haverne. De æstetiske løsninger appellerer langt mere til haveejerne end ingeniørernes mere tekniske løsninger, pointerer Mette Gjerskov.

Haveejere skal have en gulerod
Information og inspiration gør det dog ikke alene. Ifølge miljøministeren er der brug for en økonomisk gulerod, hvis der skal det rigtige tempo på udviklingen.

- August måneds monsterregn har vist, at der er stærke argumenter for, at vi gør det attraktivt for alle – også haveejerne - at undlade udledning af regnvand i kloakkerne, siger Karen Ellemann.

Miljøministeren har bedt et udvalg se på reglerne for betaling af spildevand, så der bliver skabt en økonomisk tilskyndelse hos alle grundejere til at mindske udledningen af regnvand i kloakken.

Foreslår krav om regnvandsløsninger i byggeloven
En anden mulighed er at stille krav til regnvandsløsninger i byggelovgivningen. Den mulighed synes Tage Leegaard fra De Konservative er værd at overveje.

- Regnvandsløsninger kan tænkes ind i byggeregulativet, så alle nye enfamiliehuse skal bygges med et vandreservoir, som opsamler regnvand. Vandet kan bruges til havevanding, bilvask, børnenes badebassin og lign. Kun fantasien sætter grænser, mener Tage Leegaard.

Faktaboks: 65 tons vand fra ét hustag
Haveselskabet har beregnet, at det der hvert år løber 65 tons vand ned i kloakken fra taget på et almindeligt parcelhus med et tagareal på 100 kvadratmeter. Dertil kommer afledningen af regnvand fra terrasser og indkørsel. Som havejere kan du altså spare kloakken for rigtigt mange tons vand ved at opsamle og nedsive vandet på din grund i stedet for at lede det direkte til kloakken gennem nedløbsrøret.

Fakta om Haveselskabet
Haveselskabet er en landsdækkende, selvstændig og almennyttig forening. Haveselskabet formidler viden og inspiration om haver, yder rådgivning og tilbyder samvær og erfaringsudveksling til alle haveinteresserede.

Som medlem af Haveselskabet får du:
• Magasinet "Haven", der giver dig de nyeste trends, de bedste ideer og stor viden om hvordan du får endnu mere ud af din have.
• Kataloget "Det sker" med beskrivelse af Haveselskabets 1.000 spændende foredrag, inspirationsaftener, udflugter og kurser i hele landet.
• Havefestivalkataloget med alle de åbne haver, der deltager i den årlige, landsdækkende Havefestival. Samt mulighed for at deltage med din egen have i Havefestivalen.
• Mulighed for at deltage i haverejser i udlandet.
• Adgang til gratis rådgivning af haveeksperter.

Som medlem støtter du Haveselskabets mærkesag, som er at gøre regnvand til en ressource i haverne i stedet for at hælde det gode danske regnvand i kloakken og gøre det til et forureningsproblem.

Det koster 495 kr. årligt at blive medlem af Haveselskabet. Haveselskabet har allerede over 40.000 medlemmer, men vi vil meget gerne have endnu flere.

Læs mere på www.haven.dk

Yderligere oplysninger
Tekst og fotos i denne pressemeddelelse må bruges med tydelig kildeangivelse til Haveselskabet og fotocredits til fotografen ”Foto: Christian Lindgren, Scanpix”.

Du er velkommen til at kontakte Haveselskabets direktør, Ole Münster på telefon 45 27 11 07 eller mobil 30 59 68 88, hvis du vil høre mere om Haveselskabets regnvandskampagne


Ytterligere informasjon
Haveselskabet Haveselskabet
Gusta Clasen
Tlf.: 45271108
http://www.haven.dk
gc@haven.dk gc@haven.dk
Filer og bilder Filer og bilder
oversvoemmelse.jpg
Skriv ut pressemelding Skriv ut
Send pressemelding Send pressemelding
Hent som Word Hent som Word
Flere pressemeldinger Flere pressemeldinger